I Aalborg er der shopping for enhver smag og pengepung. Masser af små spændende specialbutikker, populære mærkevarebutikker, supermarkeder og stormagasiner og -centre i både centrum af Aalborg og City Syd.
Aalborg indkøbscenter
I Aalborgs midtby findes et alsidigt udbud af specialbutikker side om side med flere stormagasiner. Her finder du de to store gågader Bispensgade og Algade samt en række mindre gader, der huser unikke specialbutikker. I Nørregade finder du alt fra håndlavede smykker, glaskunst, unikt interiør til klæder udover det sædvanlige.
Salling Aalborg
I stormagasinet Salling finder du alt, hvad et shopping-hjerte kan begære. Hver afdeling har et stort udvalg af kendte mærkevarer, eksklusivt design og nyheder for hele familien. På øverste etage, åbner der sig et 1.400 kvadratmeter stort byrum på Salling Rooftop med udsigt over by og fjord, som du skal opleve.
Magasin Aalborg
Du kan også finde Magasin Aalborg, der er kendt for sin moderne, enkle og skandinaviske stil og udtryk, som forretningen i Aalborg er designet ud fra. Alt lige fra gulve og vægge til inventar, borde, hylder og bæreposer er minutiøst designet for at passe ind i den samlede æstetik, og hver en lille knage i forretningen er særligt udvalgt.